Vindmøller på Lolland - her i Rødby Fjord.
Store vindmøller på Lolland. Den viste mølle har ikke placering som beskrevet i teksten.

Siden er oprettet 01. oktober 2017.

“Går til kamp mod blinkende lygter”…

…er overskriften på en artikel på side 23 i “Folketidende” torsdag den 28. september 2017 – en artikel der beskriver at Lolland Kommune vil stoppe brugen af det røde lys på toppen af “Kappel møllerne”.

Da jeg hørte om dette tiltag i Radio Sydhavsøerne dagen inden artiklen blev bragt i den trykte udgave af Folketidende, var min første tanke : “Ja, selvfølgelig er der rødt lys på toppen for at advare flyvere”. Disse røde lys vidste politikerne jo alt om da tilladelsen til møllerne blev givet ( eller de burde i hvert fald have vidst det ).

Disse røde lamper på toppen af møller har jo tidligere været omtalt gentagne gange i forbindelse med Rødsand 1 – her var det jo altafgørende at disse lys kunne afgive advarsler til flytrafikken – altså lige undtaget den sommer hvor transformatoren var til reparation i Norge ( gad vide hvordan flytrafikken i denne tid blev advaret – nå ja – borgerne i Nysted og omegn må jo føle sig helt til grin ).

Citat fra artiklen i Folketidende : “De irriterer jo os alle sammen – de kraftige lys på toppen af Vindmøllerne ved Kappel. De kan ses helt i Krønge. Det siger formanden for Lolland Kommunes klima-, miljø- og teknikudvalg, Henrik Høegh ( V )”.

Hvorfor “helt i Krønge” – hvorfor ikke “helt i Bursø” ?

Hvorfor var ( og er ) Lolland Kommunes politikere så forhippet på at disse store vindmøller absolut skal placeres på vor lille flade ø ?

Det med lamperne ( hvad enten de er med eller uden blink ) kunne være medtaget i tilladelsen – det ligner ikke noget “at komme bagefter” og bede om “slukning” af lamper / lanterner eller hvad de nu skal kaldes…

…men det er da morsomt at se hvordan vore visionære politikere arbejder – synd det går ud over os alle sammen.

Jeg synes lamperne skal vedblive at lyse / blinke eller hvad de nu gør. Det eneste der er tilbage at jage væk er flytrafikken. Borgere der har levet her i en menneskealder er eller bliver jaget bort. Naturens rige dyreliv er også jaget bort – enten af lavfrekvent støj, eller af “et gok i nøden” af møllens vinger.

Med venlig hilsen

Jørn Jørgensen, Nystedvej 32 / Victor Kolbyes Vej 9, 4930 Maribo.