Siden er oprettet 22. september 2017.

Rundt om Isefjorden.

Turen “Rundt om Isefjorden” er en kombination af “kørsel på landjorden” og sejlads med 4 mindre færger.

Vi lagde ud med at tage kabelfærgen til Orø – en tur på 6 minutter ( meget forståeligt at personalet beder passagerer om at have betalt visa MobilPay inden ombordkørsel – der er ikke meget tid til udskrift af billetter ). Derefter lidt kørsel rundt på denne lille ø for at se omfanget af aktiviteter på denne skønne efterårsdag i slutningen af september.

Herefter “tog vi” ( pudsigt udtryk – jeg tror ikke jeg vil være i stand til hverken at starte eller manøvrere færgen ) færgen fra Orø til Holbæk – en tur på 30 minutter. Her var lidt ventetid hvor vi overværede at det afslappede færgepersonale “ordnede verdenssituationen” sammen med en lokal billist.

Fra Holbæk gik turen direkte til Rørvig da vi kunne se at vi netop kunne nå afgangen kl. 13.55 uden ventetid. Denne tur med færgen til Hundested varer 25 minutter.

Vel ankommet til Hundested indtager vi et par burgere fra Havnekiosken – super perfekt kvalitet ( synd der er så langt fra Maribo til denne “pølsevogn” – men det er et sted man husker ).

Herfra kører vi til Sølager og “nupper” dagens sidste færge til Kulhuse. Den har tilsyneladende årets sidste sejlads 30. september så det er i sidste øjeblik vi har mulighed for at får denne oplevelse.

Et par dage forinden var vi på havnen i Kulhus og så færgen MF Columbus ( der i øvrigt er fyldt 70 år ) – jeg tænkte straks : Den kan nok tage 2 – 3 personbiler – men jeg blev klogere.

Foran min VW Transporter stod 2 personbiler, bag mig kom en lang MERCEDES Sprinter ( GLS ) og i højre vognbane kørte en 4 – akslet lastvogn med anhænger ombord. Indrømmet – færgen var læsset – men som medarbejderen udbrød da han havde dirigeret denne lastvogn på plads : Vi klarede det ( med et stort smil ). Det var tydeligt at han var professionel i dette job.

Efter 8 minutter var vi klar til afkørsel på havnen i Kulhuse og satte herefter næsen tilbage til det lejede sommerhus ved Roskilde Fjord.

Se fotos fra turen nedenfor. Klik på foto for at se en større udgave.

Med venlig hilsen

Jørn Jørgensen, Nystedvej 32, 4930 Maribo.

 

« 1 af 2 »